Rambøll køber norsk offshorefirma
Det rådgivende ingeniørfirma Rambølls datterselskab Rambøll Olie & Gas sætter nu ekstra turbo på satsningen på det norske marked. Det sker gennem opkøb af det norske offshorefirma Weight & See.
Det er kun et par uger siden at Rambøll Olie & Gas, med hovedkontor i Esbjerg, indgik en alliance med det norske værft Bergen Group Rosenberg. Og nu sætter Rambøll så ekstra turbo på den norske satsning. Det sker gennem opkøbet offshorefirmaet Weight & See.
"Opkøbet af Weight & Sea, der beskæftiger 16 ingeniører, vil styrke Rambøll Olie & Gas's position betydeligt på det lukrative norske offshore marked," siger direktør for Rambøll Olie & Gas, John Sørensen.
"Det kan bane vejen for de helt store ordrer i Norge."
Weight & Sea har opnået international anerkendelse indenfor tidligfase studier på udbygning af installationer i operation, som er et af Rambøll Olie & Gas's specialområder. Desuden har Weight & Sea stor erfaring i flydende produktionsenheder, eller sejlende olieplatforme, der kan installeres på meget dybt vand.
"Et markedsområde, som på grund af de skyhøje oliepriser er blevet rentabelt for de store olieselskaber, og som vi nu vil gå endnu mere målrettet efter," siger John Sørensen.
Kilde: jv.dk