Rømø Havn går kraftig udvikling i møde
Den tyske havmøllepark Butendiek har besluttet at bruge den kommunalt ejede Rømø Havn som det sted, hvorfra 60 kæmpemøller skal serviceres. Opgaven vil i perioder fordoble arbejdspladserne på havnen fra 100 til 200.
Parken, der frem mod 2011 opføres blot 30 sømil fra Rømø, har en kapacitet, der er dobbelt så stor som Horns Rev-parken ud for Esbjerg. Prisen er seks mia. kroner.
Havnechef Mikkel Gleerup siger til jv.dk, at der er flere andre initiativer på vej.
"Vi forventer at modtage krydstogtsskibe, der angiveligt som det eneste i verden vil kunne sejle ind gennem en nationalpark. Vi er et naturligt sted at søge havn for store yachter, der har rundet Skagen. Dertil kommer at skibstrafikken generelt vil blomstre de kommende år. Både fordi landevejene er overfyldt, og fordi det er en mere miljøskånsom måde at transportere gods på", siger havnechefen.
Kilde: JV