Flere krydstogtturister til København
København er et stort hit blandt krydstogtturister. I år når antallet af besøgende krydstogtskibe op på 310 med samlet plads til 560.000 krydstogtturister, hvilket er absolut rekord.
Når sæsonens første krydstogtskib ligger til kaj den 15. april markerer det starten på endnu et rekordår for krydstogtturismen i København.
Med 310 anløb og op til 560.000 krydstogtturister sammenlignet med 289 anløb og 509.000 sidste år cementerer København sin position som Nordeuropas største krydstogtdestination. Igen i år får København desuden besøg af to skibe i december, og generelt bliver krydstogtsæsonen længere. I år starter sæsonen næsten 14 dage tidligere end sidste år.
Halvdelen af skibene har turnaround i København, det vil sige, at hovedstaden er der, hvor skibene begynder eller afslutter deres rejse. Det betyder øget omsætning til blandt andet byens hoteller og forretninger.
Den stigende efterspørgsel på krydstogter i Østersøen mærkes på antallet af skibe og ankomsten af nye selskaber til regionen.
I år er Carnival for første gang repræsenteret i Østersøen med skibet Carnival Splendor. Holland America Line opgraderer med deres helt nye skib Eurodam, og det spanske selskab Pullman Tours fordobler kapaciteten i Østersøen.
Kilde: Cruise Copenhagen Network