Hapag Lloyd skal forblive på tyske hænder
Bestyrelsesformanden for transportgiganten Kuhne & Nagel, Klaus-Michael Kuhne slår nu fast, at Tyskland skal have sit eget rederi. Der vil ikke blive åbnet for er salg af det tyske containerrederi Hapag Lloyd til udlandet.
Det tyske containerrederi Hapag Lloyd er ejet af den store tyske rejsekoncern TUI. Stærke kræfter har længe arbejdet på at få solgt containerrederiet fra, og adskillige rederier har da også været nævnt som mulige købere.
Det Singapore-baserede containerrederi Neptune Orient Lines har hidtil været blandt favoritterne til at overtage Hapag Lloyd, men nu prøver en række investorer anført af Hamburg-banken MM Warburg at beholde Hapag Lloyd på tyske hænder, skriver Financial Times fredag.
Ifølge avisen bakker Klaus-Michael Kuhne op om et initiativ fra MM Warburg, der vil koordinere et tilbud på rederiet fra en række tyske forretningsfolk og investorer.
"Der er en klar modstand mod et overtagelsesforsøg fra ethvert udenlandsk rederi. Tyskland skal have sit eget rederi", siger Klaus-Michael Kuhne til avisen.
Hapag Lloyd er det fjerdestørste containerrederi i verden og har 8000 ansatte. Værdien af rederiet anslås til at være mellem 4 og 6 mia. euro.
Kilde: epn.dk