Skagen Havn vil satse på fiskeolie
Skagen er i dag helt afhængig af indtægterne fra landing af fisk. Landingsafgifterne udgør halvdelen af havnens indtægter. Men det skal der nu laves om på. Skagen vil fremover bl.a. satse på sydamerikansk fiskeolie
Fiskernes Fiskeindustri i Skagen har produktionsapparatet til at udføre en forædling, har den nødvendige veterinære grænsestation og prisforholdene mellem råvaren og det forædlede produkt er sådan, at det er rentabelt at fragte fiskeolie fra lande som Peru og Chile. til Nordeuropa til forarbejdning. Det skriver nordjyske.dk.
Men der er også planer om at udvikle Skagen til udskibningshavn for vindmøller og offshore-aktiviteter, færgedrift og øget godstrafik.
Trods store udsving i landingsafgifter går det økonomisk godt for Skagen Havn, der sidste år fik et overskud på 6,8 millioner kroner mod 8,7 millioner kroner året før.
Omsætningen blev med 29,2 millioner kroner den hidtil største.
Kilde: nordjyske.dk