Formand: Torm er klar til nye opkøb
Integrationen af Torms andel af det opkøbe amerikanske rederi OMI er fuldført med succes, og Torm er nu klar til at gå i gang med nye opkøb. Det fastslog bestyrelsesformand Niels Erik Nielsen fast på rederiets generalforsamling tirsdag.
"Det var det største opkøb i Torms historie, og det største opkøb i Danmark i 2007. Resten af 2007 har stået i integrationens tegn. Både på det kollegiale område, men også på systemområdet. To store rederier, der hidtil havde været konkurrenter, skulle nu arbejde sammen. Vi mener, at integrationen er gået succesfuldt", sagde Niels Erik Nielsen ifølge RB-Børsen i sin beretning.
Nu er Torm på udkig efter nye opkøbsemner.
"Vi vil deltage i konsolideringen i tankskibsbranchen. Det vil ske ved at øge vores nybygningsprogram, ved at overtage skibe og eksisterende flåder eller ved at købe rederier", sagde Niels Erik Nielsen.
Bestyrelsesformanden konstaterede med beklagelse, at det er gået den forkerte vej med rederiets aktiekurs, men han føler sig sikker på kursen retter sig igen.
"Det her er midlertidigt og aktien vil komme tilbage til fordums niveau. Vi kan ikke gøre andet end at bearbejde analytikere og investorer og forklare dem, hvad Torm er for en virksomhed. Samtidig glæder det os dog, at udenlandske investorer og analytikere i stigende grad har fået øjnene op for Torm", sagde Niels Erik Nielsen.
Kilde: euroinvestor.dk