Mindre fremgang i Mols-Linien i 1. kvartal
Mols-Linien er ramt af hård priskonkurrence på Storebælt, og af nedturen i byggebranchen der har betydet, at overførslerne af lastbiler har været faldende i 1. kvartal. Rederiet går nu på charmeoffensiv for at kapre nye kunder.
I første kvartal steg antallet af overførte privatbiler med 2,3 procent. Mols-Linien føler sig presset af priskonkurrence fra Storebælt på privatområdet, og planlægger at introducere nye tilbud særlig rettet mod det private marked her i foråret.
Også erhvervsmarkedet vokser langsommere end ventet, hvorfor rederiet vil intensivere det opsøgende salgsarbejde over for nye kunder, der transporterer gods fra brancher, der ikke er ramt af lavkonjunktur, skriver Mols-Linien i en meddelelse.
Rederiet fastholder den tidligere offentliggjorte forventning for året 2008 med et overskud før tonnageskat på 50 - 70 millioner kroner. Der forventes desuden et positivt cash-flow fra driften på 100 - 120 millioner kroner i 2008.
Kilde: Mols-Linien