Mærsk Mc-Kinney Møller sikrer arvefølge
I en historisk udmelding løfter skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller nu for første gang sløret for, at det bliver hans yngste datter, Ane Mærsk McKinney-Møller Uggla, som skal overtage roret i den fond, som ejer aktierne bag Danmarks største virksomhed.
Det afslører den 94-årige skibsreder og hans datter i et eksklusivt interview med TV Avisen. Det er Ane Mærsk Mc-Kinney Møller Ugglas første optræden på TV. Og at det sker sammen med sin far er et kraftigt signal om, at arvefølgen bag virksomheden er sikret.
Interviewet er optaget i eftermiddag på trappen til skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møllers barndomshjem, Villa Anna, i Svendborg.
TV Avisen spørger Mærsk Mc-Kinney Møller, hvilke tanker han har gjort sig om sin datters fremtidige rolle i virksomheden. Hun er i dag næstformand i Almenfonden og næstformand i bestyrelsen.
"Ligger der ikke et svar i de stillinger hun har og de poster hun besætter ?", lyder det fra Mærsk Mc-Kinney Møller som svar.
- Men generationsskiftet er sikret og er på plads?
"Det må fremtiden vise".
- Men det ser ud til det?
"Ja det gør det måske"
- Ane, hvilke tanker gør De dem om de udfordringer og det pres fra omverdenen, som de vil blive mødt med?
"Det vil jeg egentlig ikke svare på i dag. Jeg har en livslevende farmand her ved siden af mig og derfor vil jeg ikke kommentere mere", siger Ane Mærsk McKinney-Møller Uggla.
Kilde: DR TV-Avisen