Erhvervspolitikere besøger J. Lauritzen
Folketingets Erhvervsudvalg mødes onsdag med Rederiforeningens formand og foreningens erhvervsudvalg hos Rederiet J. Lauritzen. På mødet vil Rederiforeningen orientere politikerne om dansk skibsfart og den miljøindsats rederierne har sat i værk.
Politikerne vil blive præsenteret for en succeshistorie, når de onsdag eftermiddag får en orientering om, hvor dansk søfart befinder sig lige nu. Med en årlig vækst på ikke under 10 procent de kommende år, vil søfarten fortsat være et af lokomotiverne i dansk økonomi.
Ti medlemmer af Folketingets Erhvervsudvalg, med formand Hans Christian Schmidt i spidsen, deltager i mødet hos Rederiet J. Lauritzen, hvor Rederiforeningen vil være repræsenteret af foreningens formand Torben Janholt, der også er adm. direktør for J. Lauritzen og vært for arrangementet, medlemmerne af Rederiforeningens Erhvervsudvalg og en håndfuld af Rederiforeningens medarbejdere.
Ud over dansk søfart generelt, ventes mødet at fokusere på den aktuelle miljødebat, og de miljøtiltag rederierne har sat i værk.
Kilde: Rederiforeningen