Svitzer trækker grundstødt Mona Lisa fri
Det lykkedes onsdag eftermiddag Svitzers slæbebåd Svitzer Njord at trække det grundstødte krydstogtskib Mona Lisa fri af den sandbanke det har stået på siden søndag. Krydstogtskibet er nu bragt til havnen i Ventspils hvor det vil blive undersøgt.
Efter at fire bugserfartøjer forgæves havde forsøgt at trække det 29.000 GT store krydstogtskib fri, lykkedes det onsdag den danske slæbebåd Svitzer Njord at trække det 42 år gamle krydstogtskib fri af grunden.
Årsagen til grundstødningen er endnu ukendt,
men forlydender i den lettiske presse vil vide, at krydstogtskibet gik på grund da kaptajnen lagde kursen om for at sikre passagererne de bedste fotomuligheder ved passagen af et fyrtårn.
Mona Lisa er nu bragt til havnen hvor de lettiske myndigheder vil undersøge skibet inden det får lov til at sejle til Riga hvortil passagererne allerede er bragt.
Kilde: Svitzer