Grønland raser over Greenpeace aktion
Greenpeace aktionen, hvor fire aktivister er kravlet op på boreplatformen Stena Don og derved har standset borearbejdet, fordømmes kraftigt af den grønlandske regering der kalder aktionen et ulovligt angreb på Grønlands lovsikrede rettigheder.
"Endnu en gang har Greenpeace formået at forhindre Grønland i at sikre et økonomisk fundament for sin indbyggeres levevilkår.", siger regeringsformand Kuupik Kleist i en pressemeddelelse.
Kort før aktionen informerede Greenpeace det grønlandske politi og olieselskabet Cain Energy om, at de ville gå om bord på olieriggen. Politiet satte herefter et par gummibåde i vandet, men forsøgte ikke at stoppe aktivisterne.
Ifølge vicepolitimester i det grønlandske politi Morten Nielsen vil aktivisterne, uanset om de bliver hentet ned af politiet eller selv klatrer ned, stå over for retsforfølgelse.
"Der er tale om to lovovertrædelser her. For det første lovovertrædelse af den bekendtgørelse af sikkerhedszoner, der gælder. For det andet om grov ulovlig indtrængning", siger Morten Nielsen til politiken.dk
Aktivisterne hænger nu 15 meter over havoverfladen i boreriggen, og dér bliver de, så længe de har mad, siger de.
Kilde: politiken.dk