Svensk rederi flyttede til Danmark af nød
Det var et simpelt spørgsmål om overlevelse, da det svenske rederi Tärntank tidligere på året besluttede at flytte sit hovedsæde fra Gøteborg til Skagen. Det fortalte formanden for det svenske rederi Tärntank, Olle Kristensson, på Rederiforeningens fokusmøde i Skagen onsdag
"Det der slog sømmet på hovedet var, da den svenske transportminister - på den svenske rederiforenings generalforsamling i april sidste år - sagde, at indførelsen af et tonnageskattesystem desværre ikke blev til noget i den nuværende valgperiode", sagde Olle Kristensson.
På det tidspunkt var Tärntank, der gør det i tankskibe med en tonnage på op til 15.000 tons, allerede hårdt presset af nedturen i den internationale skibsfart, og de dårlige konkurrencevilkår erhvervet har i Sverige.
Vurderingen var, at hvis rederiet blev i Sverige, var dets dage talte. Og det var ikke kun de høje omkostninger det er galt med, men hele den overordnede holdning til erhvervet.
"I Danmark er skibsfart en industri i sin egen ret. Svenske politikere derimod, ser skibsfarten som et middel til at transportere svensk industrieksport ud af landet på. Ikke en selvstændig industri. Der er slet ikke fokus på erhvervet, på samme måde som der er i Danmark", siger Olle Kristensson.
"Af samme årsag sender skiftende regeringer skiftende signaler til erhvervet, og det er som bekendt ren gift for et konjunkturfølsomt erhverv", siger Kristensson.
Endelig nævner han den korte fysiske afstand og de gode transportmuligheder mellem Skagen og Sverige som et aktiv, der også talte til Danmarks fordel.