Vækst på de danske havne
Der blev løftet flere containere og kørt flere lastbiler på de danske havne i 2. kvartal 2010. Den samlede godsomsætning i tons ligger godt nok uændret på niveauet fra krisen. Men tallene skjuler udsving på forskellige godstyper.
Færgegodset er steget 8 procent i forhold til 2. kvartal 2009. Omsætningen af containere er gået hele 21 procent frem i forhold til samme kvartal sidste år. Dermed er havnene næsten oppe på samme mængde containere som før krisen. Det viser helt nye tal fra Danmarks Statistik.
"Det er positivt, at udviklingen ser ud til at vende. Havnene afspejler samfundet, så øget aktivitet på havnene viser en øget aktivitet rundt om i Danmark. Det er også værd at bemærke, at vi ser stigninger på det gods, der skal køre til og fra havnene på landsiden. Udviklingen understreger derfor behovet for bedre veje i havnenes bagland", siger Danske Havnes formand, Uffe Steiner Jensen.
Havnene har også oplevet fremgang på korn og foderstoffer, træ, jern og stål samt andet stykgods. Det er alt sammen godstyper, som havnene tjener mere på, og som også genererer mere værditilvækst, aktivitet og for- og eftertransport end det gods, der er gået tilbage. Sidstnævnte er bl.a. olie, kul, grus og sten, som er gods af relativt lav værdi, og som ikke genererer megen aktivitet eller landtrafik..
Forskydningerne i godstyperne betyder således en større aktivitet på de danske trafikhavne - også økonomisk.
Kilde: Danske Havne