Kalundborg Havn trækker 8 pct. af jobs
Danske havne har en stor betydning for beskæftigelsen. Således også Kalundborg Havn, der ifølge SDU og Center for Regional- og Turismeforsknings nye oplandsanalyse, står for skabelsen af 1.439 arbejdspladser i kommunen, svarende til 8. pct.
”Analysen viser betydningen af Kalundborg Havn for lokalsamfundet både med hensyn til arbejdspladser og for det omkringliggende erhvervsliv.” siger Bent Rasmussen, havnedirektør i Kalundborg Havn. Forsker i CRT, der har stået for analysen, Nino Javakhishvili-Larsen, fortsætter og siger, ”oplandsanalyserne viser, at de danske havne har potentialer, der kan påvirke de lokale økonomier i Danmark positivt.” Aktiviteterne på Kalundborg Havn medfører en værdiskabelse, der giver en lokal- og regionaløkonomisk værditilvækst på 2.739 mio. kroner. Det svarer til en andel på 18,1 procent af den samlede værditilvækst i Kalundborg Kommune. "Kalundborg Havns beskæftigelsesvirkninger og værditilvækst er grundlag for et skatteprovenu (indkomsts-, virksomhedsskatter, moms etc.) på 852 mio. kroner, det udgør 12,6 procent af det samlede skatteprovenu for Kalundborg Kommune," hedder det i en pressemeddelelse om rapporten.
Oplandsanalysen omfatter flere danske havne, herunder Frederikshavn Havn, der står bag skabelsen af hvert femte job i den nordjyske kommune i 2016.
Kilde: Danske Havne