Direktør Ole Ingrisch forlader Esbjerg Havn
Direktør Ole Ingrisch forlader Esbjerg Havn med udgangen af februar 2019. Han blev direktør for havnen i 2003 og har siden da stået i spidsen for en markant udvikling af Havnen. Havnens bestyrelse går nu i gang med rekrutteringen af en ny direktør, som forventes at tiltræde den 1. marts 2019.
”Nu er tiden kommet for mig til at drosle lidt ned – få mere tid til børn og børnebørn, huset i Marbæk, jagt og sejlbåden. Jeg vil dog stadig holde fast i arbejdsmarkedet med bestyrelsesarbejde og konsulentopgaver”, siger Ole Ingrisch.
”Med strategisk tæft, konsekvent eksekvering og et brændende engagement har Ole Ingrisch ført Esbjerg Havn helt frem i førerfeltet blandt havnene i Nordeuropa. Der er under Oles ledelse blevet trukket en lang række virksomheder til Esbjerg, hvilket har bidraget til at fremtidssikre et højt aktivitetsniveau på Havnen i mange år fremover”, siger bestyrelsesformand Flemming N.
Enevoldsen.
Kilde: Esbjerg Havn