Taskforce skal få flere kvinder til søs
Flere kvinder skal vælge jobbet som maskinmester, skibsassistent eller kaptajn. Derfor etablerer Danske Rederier nu en taskforce, der skal arbejde for at tiltrække og fastholder kvinder til søs. I dag er blot 2 pct. af de søfarende kvinder.
”Diversitet er en del af opskriften til kommerciel succes. Rederierne risikerer derfor at blive ramt på konkurrenceevnen, når kvinder vælger skibsfarten fra. Vi bliver nødt til at tage det endnu mere alvorligt og arbejde målrettet for at ændre tallet”, siger Anne Windfeldt Trolle, direktør i Danske Rederier.
Den såkaldte taskforce vil bestå af en række repræsentanter fra rederierne, de maritime uddannelsessteder og flere nuværende kvindelige rollemodeller fra branchen. Derudover er der planer om at invitere vigtige aktører med udenfor branchen, som kan hjælpe med at sætte tingene lidt i perspektiv. Danske Rederier erkender dog, at det kommer til at blive et langt og sejt træk at få hentet flere kvinder ind i branchen.
”Det er vigtigt at hele branchen står sammen, hvis vi skal have flere kvinder til søs. Det er svært at bryde mangeårige mønstre, og derfor er det ikke noget der kommer til at ske fra den ene dag til den anden. Men det bør være muligt at ændre kvindernes holdning omkring uddannelses- og karrierevalg”, siger hun, og tilføjer. ”Taskforcen skal foreslå konkrete mål og aktiviteter, så vi kan arbejde målrettet på at ændret antallet af kvinder i branchen”, siger Anne Windfeldt Trolle.
Kilde: Danske Rederier