Ny mand ved roret på ÆrøXpressen
Bestyrelsen for ÆrøXpressen har besluttet at ændre selskabet ledelse. Den nuværende direktør, Leif Jensen, fratræder og bliver afløst af Søren Westergaard. Bestyrelsen begrunder skiftet med, at selskabet nu er på vej ind i driftsfasen, der kræver andre kvalifikationer.
ÆrøXpressen indsætter efter planen sin nye færge pr. 1. december og dermed får direktøren et langt mere direkte ansvar i forbindelse med skibets drift i henhold til diverse sikkerhedsforskrifter,
skriver bestyrelsen på selskabets Facebook-side.
“Leif har udfyldt direktørposten på forbilledlig vis i selskabets hårde opstarts fase, men har nu bedt sig fritaget for direktørrollen – da han er knap så meget inde i de tekniske sikkerheds områder, som behandles i skibets/rederiets ISM / SMS system. Leif fortsætter bestyrelsesarbejdet og vil fortsat varetage funktioner vedr. ombygning af færgelejer, tilsyn med byggeriet på Hvide Sande Værft m.m.,” skriver bestyrelsen.
Ændringen er sket i fuld enighed i bestyrelsen, der samtidig oplyser, at selskabet nu har ansat en kontorleder og en kontorassistent. ÆrøXpressen A/S vil inden længe søge medarbejdere til bemanding af færgen, der får plads til ca. 200 passagerer og 30 biler.
ÆrøXpressen A/S har tidligere indgået en management serviceaftale med Förde Reederei Seetouristik i Flensborg om teknik, bemanding, booking og marketing.
Redaktionen
