Årtiets maritime historie: Costa Concordia
Den hændelse i den maritime verden der tiltrak sig størst opmærksomhed i det seneste årti, er krydstogtskibet Costa Concordias grundstødning og efterfølgende forlis ud for den italienske klippeø Giglio den 13. januar 2012.
32 personer omkom ved forliset der blev udløst af, at krydstogtskibet sejlede for tæt på klippeøen, ramte en undersøisk klippe og fik revet en 49 meter lang flænge i skroget.
Ulykken, redningsarbejdet, bjærgningsarbejdet og det efterfølgende retsopgør blev beskrevet i snesevis af artikler på Maritime Danmark, og i medier verden over.
Skibets italienske kaptajn, Francesco Schettino, blev efterfølgende idømt 16 års fængsel for uagtsomt manddrab. Kaptajnen forlod bl.a. skibet, mens der stadig befandt sig flere hunderede af de i alt 4.229 passagerer og besætningsmedlemmer om bord på det kæntrede krydstogtskib.
Det kostede godt 5 milliarder kroner og tog 2 ½ år, før Costa Concordia var hævet og transporteret væk fra Giglio igen den 23. juli 2014.
Se video indeholdende optagelser om bord på krydstogtskibet i de afgørende timer, under denne artikel.
Redaktionen