Bornholmerne sætter strøm til Max
Hurtigfærgen Max kan fra 1. maj slukke for de brændstofdrevne generatorer, når den ligger ved Øernes Kaj i Rønne Havn. I stedet vil Bornholms Havn forsyne katamaranen med landstrøm og dermed både reducere støj og udledninger, oplyser Molslinjen i en pressemeddelelse.
”Vi er glade for, at Molslinjen har ønsket at indgå aftale om at anvende den mere miljøvenlige strøm, som Rønne Havn A/S stiller til rådighed,” siger Thomas Bendtsen, administrerende direktør hos Rønne Havn A/S.
Det er vigtigt for færgerne og for Bornholmslinjens drift, at have en række systemer kørende, når færgerne ligger stille.
”Med landstrøm kan vi gøre færgen langt mere støjsvag, når den ligger ved kaj og på samme tid tage hensyn til miljøet ved at reducere emissionerne”, siger Carsten Jensen, adm. dir. i Molslinjen, der driver Bornholmslinjen.
Kilde: Molslinjen