Millionbøde for at rense tanke på havet
De spanske myndigheder har udstedt en bøde på 600.000 euro (4,5 millioner kroner) til ejerne af tankskibet Aldan, der i sidste uge rensede tanke i havet ud for De Kanariske Øer. Tankskibet efterlod sig en 55 kvadratkilometer stor olieforurening.
Arkivfoto: Spansk flådefartøj.
Det var det europæiske miljøagentur EMSA der opdagede forureningen via satellitovervågning og videresendte beviserne til Spanien, der slog til mod tankskibet da det senere sejlede ind i Middelhavet med kurs mod Grækenland.
Aldan fik ordre på at gå i havn i den spanske havneby Almeria, og her blev rederiet præsenteret for bøden, der er den hidtil største af sin art i Spanien.
Efter at have betalt bøden, har Aldan nu genoptaget sejladsen til Piræus.
Aldan er indregistreret i Liberia og drives af Eurotankers.
Redaktionen
