Hangarskib på ulovligt slæb til Europa
Trods et forbud fra en brasiliansk distriktsdomstol og protester fra miljøbevægelser har den tyrkiske ejer alligevel sendt det udtjente brasilianske hangarskib Sao Paulo på et 6000 sømil slæb over Atlanten til skrotning i Tyrkiet.
Der er angiveligt tale om overtrædelser af både Basel-konventionen om kontrol med grænseoverskridende transport af farligt affald og Barcelona-konventionen om beskyttelse af havmiljøet og kystregionen i Middelhavet.
Men det har - ligesom domstolsafgørelsen og protester fra Tyrkiet - ikke stoppet det tyrkiske skrot-firma SOK Denizcilik, skriver NGO´en Shipbreaking Platform.
Den 4. august trak den hollandske slæbebåd Alp Centre afsted hangarskibet på den lange rejse over Atlanten med et skrot-værft i Aliaga, Tyrkiet, som destination.
“Sikker ophugning eller genanvendelse er selfølgelig det rigtige at gøre med gamle skibe,” siger Jim Puckett, adm. dir. for Basel Action Network.
“Men at demontere gamle skibe, lastet som de er med giftig maling, asbest og kræftfremkaldende kemikalier, er et af verdens farligste erhverv. Det må kun ske i nøje overensstemmelse med internationale og nationale love og normer. Forberedelsen og planen for dette skib fejler allerede den test,” fastslår han.
Ud over at bryde konventioner og se stort på en domstolsafgørelse i Brasilien, er der angiveligt heller ikke styr på forsikringen af hangarskibet, ligesom ejeren ikke har indhentet de nødvendige tilladelser fra Spanien, Storbritannien og Marokko til at transportere skibet gennem deres territorialfarvande.
Og i Aliaga i Tyrkiet er lokalsamfundet alarmeret over udsigten til at skulle modtage og skrotte hangarskibet, der indeholder mange hundrede tons asbest og mange andre farlige stoffer.
Hangarskibet, der blev bygget i slutningen af 50´erne, var tidligere end del af den franske flåde under navnet Foch.
Kilde: NGO Shipbreaking Platform