Grundstødt coaster trukket fri af Samsø
Kl. 6.45 lykkedes det for NH Towage-slæbebåden Baltsund at trække coasteren Scanlark fri af grunden få meter fra stranden ved Vesterkøkken på Samsø. Et forsøg søndag måtte opgives, men nu er skibet på vej mod Odense for at blive tjekket for eventuelle skader.
Der var kommet mere og mere vand under skibet siden det mislykkede forsøg søndag, og derfor valgte NH Towage at lade Baltsund forsøge igen tidligt i morges, siger direktør og ejer af NH Towage, Niels Henriksen til TV 2 Østjylland.
Efter fritrækningen kastede Scanlark anker ud for Samsø, hvor miljøskibet Marie Miljø sejlede rundt om skibet for at tjekke, om der var lækager.
Efter tjekket satte Scanlark og den fem mand store russiske besætning omkring kl. 09.30 kurs mod Odense, fremgår det af AIS-data.
Her skal coasteren ifølge Forsvarskommandoen på værft for at blive undersøgt grundigere, inden det myndighederne igen kan frigive skibet.
Det 1.555 dwt. store fragtskib gik på grund torsdag morgen i sidste uge. Politiet konstaterede efterfølgende, at der ikke var spiritus involveret i den forkerte kurs, der sendte skibet næsten helt op på stranden.
Kilde: TV 2 Østjylland.