Maersk går ind i flydende havvind
Maersk Supply Service og Stiesdal Offshore har indgået et strategisk partnerskab om udvikling af flydende havvindmølleparker. Stiesdal Offshore står bag Tetra-teknologien, et koncept der kan anvendes til at industrialisere udrulningen af flydende havvindmølle.
”Vi har mangeårig erfaring fra olie og gas, men har i de sidste fem år valgt at gå i en mere grøn retning. Nu skal vi trække kæmpestore flydende fundamenter ud på havet, og det kan vi, fordi vi kommer med de maritime kompetencer, der langt hen ad vejen er de samme, som vi bruger til at flytte borerigge”, siger Steen S. Karstensen, administrerende direktør for Maersk Supply Service til Berlingske.
Tetra-teknologien er baseres på fabriksbyggede moduler der samles til hele, flydende havvindmøller i havn, for derefter at blive bugseret på plads – hvilket sænker omkostningerne markant.
Teknologien stod sin prøve i et projekt udviklet sammen med bl.a. Shell, ud for den norske kyst sidste år.
“Stiesdal har teknologierne til at udvikle konkurrencedygtig flydende havvind i global skala. Jeg er overbevist om, at vi med de to virksomheders kombinerede kapaciteter kan opfylde en betydelig del af de ambitiøse mål, der sættes for flydende vind i det kommende årti”. siger Henrik Stiesdal, CTO i Stiesdal.
De første kommercielle flydende vindmølleparker forventes at stå klar i 2028.
Redaktionen