Nye havneforhandlinger i USA
Tirsdag genoptager havnearbejderne på den amerikanske østkyst, organiseret i International Longshoremen’s Association, forhandlingerne om en ny overenskomst med arbejdsgiverne i United States Maritime Alliance.
Forhandlingerne sker i forlængelse af den aftale parterne indgik i oktober sidste år, hvor der blev indgået en lønaftale. Men tilbage står bl.a. emner som indførelse af ny teknologi, og her står parterne stejlt overfor hinanden.
Arbejdsgiverne vil over en bred kam indføre semi-automatisk udstyr på havnene for at øge produktiviteten, men det afviser havnearbejderne blankt med henvisning til, at det vil koste arbejdspladser.
Forhandlerne har flere gange forladt forhandlingsbordet uden at være nået til enighed. Men nu haster det, for hvis der ikke findes en løsning inden den 15. januar, har havnearbejderne bebudet at de vil gå i strejke igen. I giver fald vil det lukke containerterminalerne på den amerikanske østkyst.
Lars Jensen fra analysehuset Vespucci Maritime siger til Splash247, er det er umuligt at afgøre, om parterne ender med at finde en løsning ved forhandlingsbordet. Men han forudser at kunderne vil begynde at fjerne alle containere der henstår på havnene for at sikre, at de ikke bliver fanget i tilfælde af en konflikt.
-mauh