Russisk eksportforbud kan gavne Norden
Den russiske beslutning om at forbyde eksport af korn, med henvisning til, at den voldsomme tørke har minimeret landets kornhøst, kan ende med at blive en fordel for rederiet Norden, der råder over en af verdens største flåder af tørlastskibe.
"Korneksport med skib fra Rusland er ikke noget, vi gør os i", siger Nordens kommunikationschef, Hans Bøving, til nyhedsbureauet Direkt.
Til gengæld er Norden traditionelt aktiv i transporten af korn fra Nordamerika til resten af verden. Og på den front kan det russiske forbud gå hen og blive en fordel. De asiatiske lande, som normalt importerer korn fra Rusland, kan blive tvunget til i stedet at handle deres havre i Nordamerika. Det kan resultere i en række ekstraordinære, lukrative fragtsejladser over Atlanten og Stillehavet.
"Man kan ikke afvise, at tørken kan betyde, at den nordamerikanske eksport til Østen kan blive større end normalt", siger Hans Bøving.
Korneksporten foregår især i tredje, men også i fjerde kvartal og står dermed for døren.
Kilde: sydinvest.dk
