Verdens første vind-assisterede fragtskib klar til raket-fragt
Fire enorme Oceanwings blev i juli monteret på fragtskibet Canopée, der skal transportere raketdele for det europæiske Ariane 6 rumprogram fra Europa til Fransk Guyana. De enorme sammenklappelige vinger kan reducere CO2-udledningen med 30 pct.
Udviklingen af skibet startede allerede i 2018 i forbindelse med Ariane 6 rumprojektet, hvor ArianeGroup udbød opgaven med ønsket om at fine konkurrencedygtig og miljøvenlig logistikløsning.
Nu kan resultatet - det 121 meter lange Canopée - sejle afsted assisteret af de fire automatiske, sammenklappelige vinger, der med en højde på 37 meter og et overfladeareal på hver 363 kvm. ifølge ejeren, franske Jifmar Group, gør det til det mest avancerede vind/hybrid skib i verden, da det er designet og optimeret til den kombination.
Efter monteringen af de fire sejl i juli og test af skibet i august er Canopée nu klar til at begynde sejladserne mellem europæiske havne til Kourou i Fransk Guina.
ArianeGroup har bundet sig til en 15-årig charterkontrakt af skibet, der er udviklet af Alizés , et joint venture mellem Jlifmar Offshore Service og Zéphyr & Borée - der også i dag driver fartøjet kommercielt og er ansvarlig for logistikdriften på vegne af ArianeGroup.
-emte