Museum opklarer 65 år gammelt forlis
S/S Gerda Toft var et Park-skib, hvilket var den canadiske udgave af et Liberty-skib.
Mandag 17. februar 2020 kl: 16:00
Sea War Museum Jutland har på et togt i Nordsøen opklaret et 65 år gammelt forlis, som kostede 31 mennesker livet. Den 23. december 1954 forsvandt det danske fragtskib ”Gerda Toft” i en orkan vest for Helgoland. Årsagen var, at skibet brækkede i tre stykker. Læs den spændende historie her.
Af Knud Jakobsen, Sea War Museum Jutland
”Det er sikkert begyndt med en enkelt revne, men derefter er det gået meget stærkt. Skibet er bygget i sektioner, og man ser tydeligt, at tre sektioner ligger adskilt på havbunden,” siger Sea War Museum Jutlands direktør, Gert Normann Andersen.
”Gerda Toft” tilhørte Dampskibsselskabet Jutlandia A/S, som med støtte fra Marshall-hjælpen indkøbte skibet i 1948. Det var bygget i 1944 af Foundation Maritime i Pictou på Nova Scotia som et ”Park-skib”, hvilket var den canadiske udgave af ”Liberty-skibene”. Det var serieproducerede skibe, som blev bygget på rekordtid til erstatning for den tonnage, der blev sænket af tyske ubåde på Atlanten. Foundation Maritime nåede i alt at bygge 24 ”Park-skibe”, før krigen sluttede.
”Gerda Toft” hed oprindeligt ”Beresford Park”, men blev senere omdøbt til ”Federal Ambassador”, før det fik sit danske navn. Da skibet i 1948 ankom til Danmark for første gang, var det så stor en begivenhed, at Dansk Film Company optog en film med skibet. Danmark havde mistet cirka halvdelen af sin handelsflåde under krigen og fik tre nye skibe gennem Marshall-Hjælpen, hvoraf ”Gerda Toft” var det første.
Den 13. december 1954 afgik skibet fra Casablanca i Marokko med Erik M. Rasmussen som kaptajn, 28 danske og et spansk besætningsmedlem samt en enkelt dansk passager. Lasten bestod af 4300 tons fosfat, der skulle afleveres i Stettin i Polen.
Den 20. december gik ”Gerda Toft” ind til Zeebrugge i Belgien og tog en ekstra kok om bord, og måske fik skibet ved samme lejlighed også ekstra kul. ”Gerda Toft” var et kulfyret dampskib med et forbrug under normale forhold på 20 til 24 tons i døgnet. I hårdt vejr steg forbruget, og det havde været dårligt vejr på det meste af rejsen fra Casablanca.
Kaptajn Rasmussen regnede med at nå frem til Brunsbüttel ved Kielerkanalen senest den 24. december, og en del af besætningens hustruer var rejst hertil for at fejre jul sammen med deres mænd. Sådan gik det ikke. Den 23. december kl. 9,20 rapporterede ”Gerda Toft” til rederiet, at skibet under stærk nordvestlig storm med tilsvarende sø lå underdrejet 42 sømil vestnordvest af Helgoland.
Klokken 15,15 GMT udsendte ”Gerda Toft” nødsignal. Skibet befandt sig ved lysbøjen på positionen 54°17’N 6°38’ E og havde brug for øjeblikkelig hjælp. 2-lugen var beskadiget, og reparation var ikke mulig. Den svenske damper ”Karmas” svarede nogle minutter senere. Den befandt sig 17 sømil fra den opgivne position og gik til undsætning, men kunne i det hårde vejr ikke gøre mere end et par knob.
Den svenske radiotelegrafist videresendte ”Gerda Tofts” nødråb til alle skibe i området. Endnu to svenske skibe, en tysk damper og det engelske motorskib ”Iberian Coast” svarede og satte kurs mod den opgivne position, og Norddeich Radio overtog ledelsen af redningsaktionen.
Kl. 15,40 meldte ”Gerda Toft”: ”SOS, vi driver, i nød.”
Klokken 15,55 lød morsesignalerne fra ”Gerda Toft”: ”SOS, vejret hårdere, ikke muligt at reparere lugen, hurtig assistance.”
Klokken 16,21 kom den sidste melding fra ”Gerda Toft”, og som de øvrige blev den udsendt af skibets 26-årige telegrafist Jens Johannes Mortensen:
”SOS, 54° 20’N 6° 25’ E, forlader radiostationen, send hurtig hjælp.”
Herefter blev ”Gerda Toft” tavs.
Den engelske coaster ”Iberian Coast” var på vej fra Hamborg til Tyne, og den 42-årige kaptajn Daniel Collins fra Newcastle gjorde sit bedste for at komme til hjælp. Omkring kl. 16,30 observerede han og hans folk røde nødraketter og så lejlighedsvis glimt af et skib, som formentligt var ”Gerda Toft”. Afstanden var fire til fem sømil, og det så ud som om, skibet havde stærk slagside.
I det begyndende tusmørke og i de høje søer mistede de hurtigt skibet af syne, men blev ledt frem til området af gentagne røde nødraketter. Kort efter kl. 17 passerede de en del flydende vraggods, og næsten i samme øjeblik opdagede de en redningsbåd i blusset fra en rød nødraket. Båden var omkring to kabellængder borte (ca. 370 meter), hvorfor Collins tog farten af sit eget skib og fik det manøvreret sådan, at redningsbåden kom til at ligge i læ.
”Da vi nærmede os, kunne vi se, at der var 15-20 mand i båden, og at den var fyldt med vand lige til rælingen. Med en enkelt undtagelse sad eller lå alle mand hen over tofterne, tilsyneladende halvt bevidstløse eller muligvis døde. Undtagelsen var en mand i gul duffelcoat, der stod i stævnen,” forklarede Collins.
Mens officerer og besætning på ”Iberian Coast” forberedte en redningsaktion med liner, lejdere og redningskranse, lykkedes det Collins at få redningsbåden på siden af sin stævn, hvor den var i læ. Han sejlede ganske forsigtigt frem, og mens redningsbåden langsomt drev ned langs skibets styrbords side, blev alle slags liner kastet ned til de nødstedte.
”Efter at redningsbåden var drevet cirka 100 fod (30,5 m), lykkedes det for manden i stævnen at få fat i en line og få båden gjort fast til ”Iberian Coast”. Han fik ingen assistance af sine kammerater, som åbenbart var ude af stand til at foretage sig noget,” hed det i Collins rapport.
”Iberian Coast” lå på dette tidspunkt med vind og sø på bagbords side og rullede voldsomt. Alt disponibelt mandskab var på dæk og langede reb, liner og lejdere ned til de skibbrudne, så de kunne klatre om bord.
”Jeg er sikker på, at manden i stævnen kunne have reddet sig selv, hvis han havde villet, men i stedet forsøgte han tappert at hjælpe de andre, som ikke kunne hjælpe sig selv,” fastslog Collins.
Da søfolkene på ”Iberian Coast” så, hvordan det stod til, begyndte de at klatre ned ad lejderne for at hjælpe, og så gik det galt.
”Vi så til vores rædsel en særlig voldsom sø vælte redningsbåden rundt, hvorefter alle forbindelsesliner sprængtes. Båden faldt agterud og forsvandt af syne,” forklarede Collins.
Han ledte efter båden i over en time, men selvom hans folk brugte alt, hvad de havde af projektører, så de hverken redningsbåd, mænd eller vraggods. Kl. 18,20 besluttede Collins at fortsætte rejsen, fordi al yderligere eftersøgning var håbløs.
Under søforklaringen kom det frem, at ”Gerda Toft” havde haft hårdt vejr på sin udrejse og havde fået en revne i dækket midtskibs mellem kommandobroen og 2-lugens agterkant. Skibet kom i dok i Lissabon, hvor skaden blev svejset den 11. december. Alt blev gjort efter forskrifterne, og reparationen blev synet af en sagkyndig fra Lloyd’s Register, hvorefter der blev udstedt sødygtighedsattest.
Retten konkluderede, at det antageligt var denne reparerede revne, der på grund af skibets kraftige bevægelser i søen var brudt op igen, hvorefter der kom vand i skibet.
I virkeligheden var det meget værre.
”Vores undersøgelse viser, at skibet i det hårde vejr ganske enkelt brød op i de sektioner, det var sammensat af. ”Gerda Toft” blev bygget på et tidspunkt, hvor det drejede sig om at producere nye skibe så hurtigt som muligt, og hvor man ikke havde den samme viden om svejsning som i dag, ” siger Gert Normann Andersen.
Den 31. december blev manden i den gule duffelcoat fundet. Han lå drivende i Nordsøen, iført sin gule duffelcoat, hvis venstre ærme var sværtet af ilden fra nødraketterne. Det var den 19-årige jungmand Svend Aage Mikkelsen fra Karby på Mors. Hans lig blev bragt til København, hvor han den 21. januar blev begravet på Sundby Kirkegård.
Lørdag den. 8. januar 1955 blev der i Holmens Kirke i København holdt mindegudstjeneste for de omkomne, og lørdag den 5. februar blev det sidste kapitel skrevet i tragedien. En af ”Gerda Tofts” redningsbåde drev ind ved Haurvig på Holmsland Klit med bunden i vejret og med to mand fastklemt inde i båden.
Falck blev tilkaldt, og da redderne ikke havde grej til at vende båden, slog de bunden i stykker for at befri de omkomne. Den ene blev identificeret som besætningens ældste medlem, den 65-årige maskinchef Robert Chr. J. Burchardi, der efterfølgende blev begravet i København. Den anden blev aldrig identificeret og blev begravet på Haurvig Kirkegård som et ukendt medlem af ”Gerda Tofts” besætning.
Ved siden af graven rejste rederiet Jutlandia en mindesten for de omkomne fra ”Gerda Toft”.
Efterspillet
Når historien om ”Gerda Toft” ikke har fået lov at gå i glemmebogen, skyldes det først og fremmest den forhenværende matros Bjarne Skov Poulsen fra Korsør. Hans onkel omkom med skibet, og da han som ældre fik tid, gav han sig til at samle materiale om forliset.
”Jeg blev født i København i 1945 og havde astma som lille. Min far var gartner i Kastrup Lufthavn, og efter råd fra vores huslæge sagde han sit job op og blev gartner på Vejrø, fordi jeg skulle bo et sted med ren luft. I parentes bemærket så virkede det. Efter nogle år forsvandt min astma, og jeg har aldrig mærket den siden, ” fortæller Bjarne Skov Poulsen.
I julen 1954 var han ni år gammel og glædede sig til at fejre jul med hele familien. Det skulle som sædvanligt foregå hos hans mormor og morfar Hejnsvig, hvor de i alt ville være 35 eller 36 mennesker, når hele familien var samlet.
”Jeg glædede mig især til gaven fra min onkel, der hed Gunnar Gregers Forum Rudfeld. Han var 44 år, gift med to børn og maskinassistent på ”Gerda Toft”, og han havde altid noget godt og spændende til mig og min lillebror,” siger Bjarne Skov Poulsen.
Da den lille familie skulle forlade Vejrø den 23. december, stormede det så meget, at postbåden ikke ville sejle, og de to drenge var skuffede. De fleste julegaver lå i Hejnsvig, og nu kom de til at holde jul alene. Om eftermiddagen lavede moren kakao for at trøste drengene, og mens de sad og drak den sammen med deres far i køkkenet, kom hun pludseligt farende.
”De siger i radioen, at ”Gerda Toft” har udsendt nødsignal,” råbte hun.
Bjarne Skov Povlsen husker det som den værste jul i sin barndom. Hans mor græd hele tiden, og mange gange fulgte han hende op på fyret for at låne øens eneste telefon. Frygten blev hurtigt til vished, og da de traditionelle julehilsner fra søens folk skulle sendes i radioen den 24. december, gik handels- og søfartsminister Lis Groes til mikrofonen for udtrykke sin medfølelse med de efterladte.
”Jeg havde mistet min onkel, men andre havde mistet deres far eller ægtemand, hvilket selvfølgelig var meget værre. I Brunsbüttel stod der sømandskoner og ventede på deres mænd, og for dem må det have været frygteligt. Det var en sorgens dag, og jeg har aldrig kunnet acceptere, at ulykken bare skulle glemmes, siger Bjarne Skov Poulsen.
Forfatteren skylder stor tak til Bjarne Skov Poulsen, der har stillet sin omfattende research til rådighed for artiklen. Hans beretning om Gerda Tofts forlis kan ses i Slægtsforskernes Bibliotek ved at følge linket HER.
Historien bliver bragt i den kommende årbog for Sea War Museum Jutlan
