Stop for russisk olie kan gavne Venezuela

Arkivfoto.
Torsdag 19. maj 2022 kl: 14:25
Det foreslåede forbud mod import af russisk olie til EU kan komme til at gavne Venezuela, der råder over nogle af verdens største oliereserver. Det skyldes, at USA´s præsident vil lempe sanktionerne mod olie fra det sydamerikanske land bl.a. for at hjælpe EU-landene.
Lempelsen i de strenge amerikanske sanktioner mod eksport af venezuelansk olie vil - ifølge Bloomberg´s kilder med kendskab til sagen - betyde, at europæiske selskaber, der stadig opererer i landet vil få mulighed for at sende mere råolie til Europa.
For nuværende er det kun italienske Eni og det spanske olieselskab Repsol, der har operationer i Venezuela.
Også amerikanske Chevron vil få lov til at forhandle om en genoptagelse af deres operationer i Venezuela med det statsejede olieselskab, PDVSA.
Hvis lempelserne bliver gennemført, vil den også gavne tankskibsrederier, der vil vil få øget ton-mile for olietransporterne, skriver TradeWinds.
De amerikanske sanktioner har betydet, at Iran har været en af Venezuela´s væsentligste aftagere af olien.
Selvom Venezuela sidder på verdens største kendte oliereserver på omkring 300 mia. tønder, er produktionen beskedne 0,8 mio. tønder pr. dag i følge International Energy Agency.
Og landet, der gennem de seneste 10-15 år blevet kørt totalt i sænk af først Hugo Chávez og siden hans efterfølger Nicolás Madura, råder ikke over ledig kapacitet.
Redaktionen