Vincent Clerc formand for Klimapartnerskab
CEO i A.P. Moller - Maersk - Vincent Clerc - har takket ja til at blive ny formand for Klimapartnerskabet for Det Blå Danmark. Den nye formand bliver medlem af Grønt Erhvervsforum, som på vegne af sektoren leverer input og rådgivning til regeringen.
”Den globale skibsfart spiller en meget væsentlig rolle i den grønne omstilling. Det er en kæmpe udfordring at transformere industrien, og som førende søfartsnation har vi et ansvar for at tage lederskab på dette område”, siger Vincent Clerc.
”I Mærsk er vi glade for at kunne bidrage, og jeg glæder mig til at fortsætte det gode arbejde”.
Han erstatter forhenværende formand Søren Skou, som overdrager formandsskabet, da han har fratrådt sin stilling hos A.P. Møller – Mærsk.
”Først og fremmest vil jeg gerne takke Søren Skou for hans arbejde med klimapartnerskabet og de mange gode anbefalinger, som partnerskabet har udarbejdet til regeringen. Nu er stafetten givet videre til Vincent Clerc, der med sine mange år i A.P. Møller-Mærsk vil være en god ambassadør for den grønne omstilling i Det Blå Danmark. Med ham som formand, står vi stærkt i det videre arbejde med klimapartnerskaberne”, siger erhvervsminister Morten Bødskov. Partnerskabet har allerede leveret branchens egne 21 bud på, hvordan skibsfarten kan blive klimaneutral i 2050 og dermed bidrage til den danske målsætning om 70 procents reduktion i 2030, og til erhvervets globale omstilling.
- mauh