Pirateri: Nødvendigt at fastholde fokus
Den alvorlige hændelse i Guineabugten, hvor det danskejede tankskib Monjasa Reformer er blevet angrebet af pirater lørdag og fortsat er savnet, viser i følge Danske Rederier, at det er nødvendigt at fastholde fokus på pirateri i regionen.
Tankskibet Monjasa Reformer blev lørdag angrebet af pirater i Guineabugten. Foto: Monjasa..
“Den igangværende alvorlige og ulykkelige hændelse med Monjasa Reformer viser desværre med al tydelighed, at problemerne med pirateri vest for Afrika langt fra er løst. Vores tanker går først og fremmest til besætningen om bord og deres kære derhjemme, og vi arbejder sammen med Monjasa og relevante myndigheder herhjemme og i området på højtryk for at løse situationen og få de søfarende sikkert hjem, “ siger Anne H. Steffensen, adm. dir. i Danske Rederier. Skibet befandt sig ca. 140 sømil ud for Congo, da det blev angrebet. De 16 besætningsmedlemmer, hvoraf ingen er danske, opholder sig ifølge Monjasa i citadellet - skibets sikringsrum.
“Den aktuelle situation viser med al tydelighed, at de fleste lande i regionen ikke har de fornødne ressourcer eller kapaciteter til at reagere på en sådan hændelse. Vi bør derfor også overveje, hvilke mindre bidrag til øget træning eller overvågning, Danmark kan sende, mens vores flådefartøjer er optaget andetsteds,” siger Anne H. Steffensen og fortsætter: “Vi har fuld forståelse for, at der med Ruslands angrebskrig mod Ukraine er brug for Danmarks sømilitære kapacitet andetsteds. Men da piratproblemet vest for Afrika ikke er løst, er vi nødt til at finde andre løsninger. Der er konstant flådefartøjer fra en række lande i området, ikke mindst fra en række europæiske lande. Derfor bør særligt EU-landende i langt højere grad koordinere deres tilstedeværelse , så vi dækker det kæmpestore område bedst muligt,” siger direktøren.
Kilde: Danske Rederier.