Danske Rederier: Fornuftige anbefalinger fra Klimarådet
Danske Rederier erklærer sig helt enige i flere af de anbefalinger, som Klimarådet fremlagde i sin årlige status rapport, som vurderer regeringens klimaindsatser og kommer med anbefalinger til det videre arbejde.
Anne H. Steffensen, adm. dir. i Danske Rederier. Arkivfoto..
Det er ikke mindst Klimarådets påpegning af behovet for en massiv udbygning af vind- og solenergi og behovet for at prioritere PtX for at skaffe grønne brændstoffer til skibe og fly, der får støtte af Danske Rederier.
”Nye grønne skibe, som kan sejle på e-fuels, er tæt på at forlade værfterne, og det konkrete behov for grønt brændstof er derfor faretruende nær. Derfor er vi helt enige med Klimarådet i, at det er afgørende at få sat skub i udbygning af havvind og og turbo på opførelsen af PtX-anlæg. Jo hurtigere, jo bedre,” siger Anne H. Steffensen.
”Jeg noterer også, at rådet anbefaler, at regeringen har fokus på implementeringen af CCS og at føre de politiske aftaler ud i livet. Det er vi glade for al den stund, at vi har flere medlemmer, som er klar til, og ovenikøbet i fuld gang i gang med, at bidrage til lagring af CO2 i Nordsøen.”
Det glæder også Danske Rederier, at Klimarådet har fokus på nødvendigheden af en EU-regulering på klimaområdet.
“Jeg savner dog helt konkret, at man tager hul på at udvikle en global certificeringsordning for grønne brændstoffer, så det grønne brændstof, man bunker i Singapore, også tæller som grønt i EU. Her ligger en klimapolitisk opgave, som er vigtig,” siger Anne H. Steffensen.
Kilde: Danske Rederier.