Is-skader sendte bulker til bunds
Bjærgningsteams var ikke i stand til at redde en kinesisk bulker, der havde fået store skader efter kollission med is ud for den russiske havn i Vanino. Det maritime russiske redningsselskab, Rosmorrechflot har bekræftet, at skibet gik ned med en last af 29.000 tons aluminium 1. marts.
Young Xing 56 stod ikke til at redde efter is-skader. Foto: RosMorRechFlot..
I sidste uge blev det 33.600 dwt store skib, Yong Xing 56,
fanget i isfyldt farvand i Tatar-strædet og den 23. februar slog skibet alarm, da det tog vand ind. De 21 besætningsmedlemmer forlod skibet og blev reddet fra en isflage af en russisk færge, der bragte dem til Vanino.
En isbryder fra søredningstjenesten nåede frem til skibet den 24. februar og konstaterede ved en inspektion, at skibet godt nok var nede med stævnen, men ellers så stabilt ud.
Besætningen blev bragt tilbage på skibet og forsøgte sammen med bjærgningsselskabet at reparere et hul på ca. to gange halvanden meter. Men det lykkedes ikke. Pumperne kunne ikke holde vandet ude og den 28. februar om aftenen blev redningsforsøget opgivet.
Besætningen forlod igen skibet, fortøjningerne til slæbebåden blev kastet og dagen efter gik skibet til bunds på godt 250 meter vand.
Kilde: Maritime-Executive