Ø-færge indstillet pga mandskabsmangel
Nekseløfærgen har suspenderet sejladsen frem til den 1. april, da det ikke har været muligt at besætte den ene af de to stillinger om bord. Indtil det er muligt at stille en fuldtallig besætning, varetages færgebetjeningen af motorbåden Havklit, der ikke medtager biler.
Foto: Carsten Lundager.
”Det er simpelthen så frustrerende. Heldigvis har jeg da en kedel til kakkelovnen, så jeg kan få varmet vand. Det er noget lort for alle os, der bor her”, siger Jytte Heglund, en af de faste beboere på Nekselø, til TV2/Øst.
Jytte Heglunds vandvarmer er gået i stykker, og kan ikke blive repareret da det kræver at VVS-mandens servicevogn kan sejles over til øen, der ligger i Sejerøbugten.
I Kalundborg Kommune, der har ansvaret for færgebetjeningen af Nekselø, beklager Christian Sabber, der er Plan-, Byg- og Miljøchef situationen.
”Der er ikke mange ledige søfolk i øjeblikket, så selvom vi snart genopslår stillingerne, så kan det godt blive svært at få dem besat. Samtidig har vi en udfordring med den måde, som ruterne er strikket sammen på. Som det er nu, så er der nogle timer for de ansatte på Nekselø, hvor man har fri og ikke får løn. Det er ikke så attraktivt, hvis man ikke bor på Nekselø”, siger Christian Sabber til TV-stationen.
Han håber at det lykkes at begrænse problemet til marts måned, men han tør ikke garantere at det lykkes.
Kilde: TV2/Øst