Torm leverer spektakulært rekordoverskud

Torm leverer spektakulært rekordoverskud
Arkivfoto.

Torsdag 16. marts 2023 kl: 09:24


Det er på en trist baggrund, men Ruslands overfald på Ukraine har været en afgørende faktor for rederiet Torms fantastiske nettoresultat på 563 mio. dollar i 2022. Det er historisk højt og mere end tre gange højere end de seneste fire års samlede resultater.

Ruslands krig mod Ukraine betød en omfattende omlægning af transportvejene for import af olie til Europa. I dag skal olien hentes længere væk og sammen med en begrænset vækst i produkttanker-flåden førte det til en særdeles høj udnyttelsesgrad af den eksisterende flåde med rekordhøje rater til følge.

Og de forhold forstod Torm i den grad at lave forretning på i fjor.

Således steg omsætningen fra 620 mio. dollar i 2021 til 1,44 mia. dollar i 2022. Driftsindtjeningen før afskrivner m.m. (EBITDA) blev godt og vel firedoblet fra 188 mio. dollar til 743 mio. dollar, mens bundlinjen altså ramte den historiske rekord på 563 mio. dollar.

Til sammenligning nåede Norden fra 2018 til 2021 et samlet nettoresultat på 177 mio. kr.

“Vi tror, at den integrerede One TORM platform er den, der gør os i stand til at investere og drive skibe og opnå en af de højeste afkast på vores investeringer blandt vores kolleger i produkttankindustrien. I 2022 opnåede Torm et afkast på 28,1 pct. af den investerede kapital,” skriver formanden for Torm, Christopher H. Boehringer og CEO Jakob Meldgaard i deres bemærkninger til regnskabet.

Rekordresultatet drypper også kraftigt på selskabets aktionærer, der kan se frem til en samlet udbytte betaling i 2022 på 4,62 dollar pr. aktie - ca. 33 kr. - svarende i alt 379 mio. dollar

I forvejen har aktionærerne kunnet glæde sig over en ren kursfest for aktien, der ved indgangen til 2022 blev handles til omkring 52 kr., men siden er braget i vejret og i dag handles til omkring 230 kr.

I forhold til udsigten for indeværende år forventer rederiet at lande en driftsindtjening (EBITDA) på 750 mio. dollar - 1,1 mia. dollar, hvilket er på niveau med - eller højere - end rekordniveauet fra 2022 på 743 mio. dollar.

Torm oplyser i dag, at selskabet har indkøbt tre 10 år gamle MR-tankskibe for i alt 97 mio. dollar og råder dermed over en flåde på 88 produkttankere, heraf 13 LR2, 15 LR1 og 60 i MR-klassen.

-emte


< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark