Dansk agentur udvider til to kontinenter

Dansk agentur udvider til to kontinenter
Henning Fries, Sales Manager, Niels Winther Liner Agencies.

Torsdag 16. marts 2023 kl: 11:08


Niels Winther Liner Agencies udvider nu sit samarbejde med italienske Grimaldi Lines og tilføjer endnu to kontinenter til deres direkte sejlruter. Det betyder, at firmaet nu tilbyder transport af Break-Bulk, RO/RO, projekt gods og High & Heavy units til Australien, New Zealand, Kina og Syd Korea.

Med udvidelsen kan firmaet, der har kontorer i Esbjerg og København, nu hjælpe sine kunder med transport til seks kontinenter, og de nye destinationer er tilføjet som en konsekvens af ændringer i bilproducenternes supply chain i løbet af 2022, skriver Niels Winther Agencies i en pressemeddelelse.

”De direkte sejlruter betyder, at godset forbliver på samme mafi trailer indtil skibet anløber modtagerhavnen, på et af de 6 kontinenter vi nu servicerer. Transportskader mindskes, når det ikke skal læsses om, og kunden skal kun udfærdige ét sæt fragtpapirer og kun samarbejde med ét rederi. Tidligere er større transporter traditionelt blevet fragtet via de tyske motorveje til de store tyske havne. En proces som ofte har resulteret i forsinkelser, da der kræves særlige tilladelser til at transportere godset på de tyske motorveje Dét er en fordel for alle,” siger Henning Fries, Sales Manager, Niels Winther Liner Agencies.

Niels Winther Liner Agencies blev stiftet i 1931 i Esbjerg og blev i 1997 officiel repræsentant for Grimaldi i Danmark. Virksomheden beskæftiger i dag otte medarbejdere på hovedkontoret i København og fire medarbejdere på havnen i Esbjerg.

Niels Winther Liner Agencies er en del af NW Group, der er ejet af selskabets direktør, Henrik Otto Jensen.

-emte


< Forrige side

Copyright © Maritime Danmark