Flere norske fiskere til Hanstholm
Antallet af norske anløb til Hanstholm Havn er steget med knap 20 procent det seneste år. Det skyldes først og fremmest de høje salgspriser og en kort afstand fra Nordsøen og Norge. Nu skal en omfattende havneudvidelse og øget vanddybde tiltrække endnu flere norske fiskere.
I 2017 foretog danske og udenlandske skibe landinger i Hanstholm Havn for en samlet værdi af godt 900 mio. kr. Dermed er Hanstholm Havn en af Nordens største fiskerihavne, og det skyldes ikke mindst de mange norske anløb, som alene det seneste år er steget med knap 20 procent. Hanstholm Havn har en perfekt beliggenhed for norske skibe, der fisker i Nordsøen, og tilbyder derudover nogle af de højeste priser på kontinentet:
"Hver dag bliver der landet mere end 500 tons fisk i Hanstholm, og vi har opkøbere fra hele Europa repræsenteret på auktionen for konsumfisk. Hertil kommer industrifisk, som vi naturligvis også har aftagere af," forklarer Forretningsudvikler Rasmus Buchardt Sørensen fra Hanstholm Havn og fortsætter:
"En stigende andel af vores landinger kommer fra norske både. Det er der mange grunde til. Placeringen tættest på Nordsøen og Norge er en grund. De høje priser er en anden. Derudover ser vi en tendens til, at flere og flere norske skibe får serviceret deres skibe, mens de er i Hanstholm, da servicering her er absolut konkurrencedygtig med Norge."
Hanstholm Havn er særlig stærk inden for konsumfisk, og på havnen i Hanstholm ligger Danmarks største fiskeauktion, der omsætter for mere end 600 mio. kr. om året En stor andel af omsætningen kommer fra bæredygtighedscertificerede MSC-fisk. Fisk fra Hanstholm Fiskeauktion afsættes hver dag via et stort, forgrenet netværk til kunder overalt i Europa, og det er en fast regel, at den friske, ferske fisk fra Hanstholm Fiskeauktion kan være fremme på alle destinationer i EU inden for 24 timer efter salget:
"Hanstholm Fiskeauktion er en af vores største aktiver. Den bliver drevet meget professionelt, og fiskerne er sikre på at få nogle af Europas bedste afsætningspriser, fastslår Rasmus Buchardt Sørensen.
Kilde: Hansholm Havn