NGO indstiller redninger på Middelhavet
Administrative benspænd i Italien gør det ifølge Læger uden Grænser umuligt at fortsætte redningsaktionerne på Middelhavet med det nuværende skib, Geo Barents. Derfor indstiller organisationen driften af skibet.
"Læger uden Grænser vender tilbage så hurtigt som muligt for at redde liv på en af de mest dødbringende migrationsruter i verden. Vi vil vende tilbage for at bære vidnesbyrd og råbe op om de krænkelser, der er begået af EU-medlemsstater, især Italien, og de andre aktører i området mod mennesker på flugt”, siger Juan Matias Gil, som leder Læger uden Grænsers arbejde på Middelhavet.
I begyndelsen af 2023 indførte den italienske regering en lov, som har gjort det sværere for humanitære redningsskibe at operere og redde liv. Blandt andet har den betydet, at Geo Barents i løbet af de seneste to år har fået fire karantæner af myndighederne og er blevet pålagt i alt 160 dage i havn.
Samtidig har italienske myndigheder anvist fjerne havne efter redninger, hvor de overlevende skal sættes af, så Geo Barents er sat ud af spil i dagevis, mens det er undervejs til en havn i det nordlige Italien. Til trods for, at der er tilgængelige havne tættere på.
”Efter nøje overvejelse er vi nået til den konklusion, at det er uholdbart at drive Geo Barents under så absurde og meningsløse italienske love og politikker. De humanitære skibes redningskapacitet er betydeligt underudnyttet og aktivt undermineret af de italienske myndigheder,” siger Juan Matias Gil.
-mauh