Skulpturbåde er Aarhus 2017’s flagskib
Ved et pressemøde mandag morgen præsenterede Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 et nyt bådprojekt, som et trækplaster i 2017. Tre sejlende skulpturer bliver kulturhovedstadens ambassadører i Danmark og resten af Europa frem mod 2017.
Skulpturbådene bliver 12 meter lange og tre meter høje over vandoverfladen og forventes klar til afrejse i 2016. Den første af bådene er allerede færdig og støbningen af den anden båd foregår 27-29. juni på Marit Benthe Norheims værksted i Mygdal, hvor over 100 frivillige hjælper til.
LIFE-BOATS hedder projektet, som består af tre sejlende skulpturinstallationer i beton. Det er den dansk/norske kunstner Marit Benthe Norheim, som står bag de tre kunstværker, der alle er formet som kvindefigurer og hver især repræsenterer et livstema.
I årene op til 2017 vil LIFE-BOATS sejle rundt i de nordiske farvande og Europas kanaler. Turen afsluttes i Aarhus havn, hvor bådene ligger til kaj gennem hele kulturhovedstadsåret.
Bådene vil fungere som flydende kulturhuse, med en besætning bestående af kulturpersonligheder, som skal stå for at arrangere møder med de lokale kunstnere, bådene møder på deres rejse.
LIFE-BOATS er tre skulpturer i beton, som bliver til funktionelle både, der er formet som kvindefigurer. De bliver 12 meter lange og tre meter høje over vandoverfladen. Den første båd, der er færdigbygget vejer omkring 8,7 ton. Bådene drives frem af elektriske motorer, som kan lades op med alternativ energi.
Det overordnede tema for Skulpturgruppen er kvinden i de tre faser af livet. Hver båd repræsenterer en del af livet.
Længsel,
den unge, på vej ud i verden Liv,
midt i livet og befrugtet Minder,
den aldrende eller døden.
Kilde: aarhus2017.dk