Verdens ældste krydstogtskib solgt til ophug
Verdens ældste oceangående krydstogtskib slutter nu sin 75 år lange karriere. Skibet Astoria, der blev bygget i 1948 er nu solgt til ophugning for et ukendt beløb. Krydstogtskibet skrev sig ind i skibshistorien, da det i 1956 kolliderede med den italienske Atlant-liner Andrea Doria.
Astoria blev bestilt af Swedish American Line i 1944, blev det første nybyggede passagerskib efter 2. Verdenskrig, da det forlod Göta-værftet i Göteborg og i 1948 drog ud på sit første togt over Atlanten under navnet Stockholm.
I 1956 blev det kendt verden over på grund af kollissionen med Andrea Doria, der forliste og 46 omkom ud for Nantucket, Massachusetts i USA. Men Stockholm overlevede trods en stærkt beskadiget bov og tjente rederiet frem til 1960, hvor det blev solgt til det daværende Østtysklands VEB Deutsche Seereederi i 1960.
Her blev det brugt som krydstogtskib for spidserne i det østtyske kommunistparti, indtil 1985, hvor det blev solgt til et panamansk selskab, der chartrede skibet ud til den norske stat, der brugte det til indkvartering af asylansøgere.
I 1989 blev solgt og genopbygget som krydstogtskib med plads til 580 passagerer for det italienske selskab Italia Prima.
I alt har det 160 meter lange skib med en tonnage på 15.614 bt haft 12 ejere og sejlet under 11 navne.
Den seneste ejer var et selskab med base i Puerto Rico, der købte skibet i 2021 og egentlig havde planer om igen modernisere skibet med henblik på krydstogter. Men det blev trods alt for dyrt, skibets høje alder taget i betragtning.
Derfor har det nu sejlet sin sidste tur - til ophugning.
-emte