Billigere at eje en Wärtsilä motor
Wärtsilä er gået i gang med et omfattende effektiviseringsprojekt der skal sikre, at det fremover bliver mere end 20 procent billigere for rederierne at eje en skibsmotor fra motorfabrikken. Det skriver fagmagasinet Maskinmesteren.
I spidsen for projektet står den danske maskinmester Ole Pyndt Hansen, som er director i Product Lifecycle Management med base i Wärtsiläs schweiziske hovedkvarter i Wintherthur.
"Ambitionen er at skabe et langtidsholdbart konkurrenceparamenter. Fokus på omkostningerne er blevet skærpet i de senere år, og det vil få yderligere opmærksomhed de næste fire-fem år", siger Ole Pyndt Hansen til fagmagasinet.
Som led i "Total Cost of Ownership" vil Wärtsilä gennemgå samtlige processer fra design til skrot af motorerne.
"Det handler ikke kun om vores egne omkostninger, men i høj grad også skibsejernes udgifter ved at drive og vedligeholde motoren i hele dens levetid", siger Ole Pyndt Hansen.
Overfor magasinet erkender han, at mere end 20 procent er et meget ambitiøst mål.
"Det er bl.a. for at markere, at vi mener det seriøst", siger han.
Kilde: Maskinmesteren