Blue Water organiserer vindmølletransport
Blue Water Shipping har for nylig leveret logistikken til Higashi Yurihara-vindmølleparken på den nordlige del af den japanske ø Honshu. Projektet inkluderede transport af 13 Siemens vindmøller fra esbjerg til 41,6 MW-parken, som forventes at starte produktionen i foråret 2018.
”En af de største udfordringer var i forbindelse med afskibningen fra Esbjerg. Det kræver særlige kompetencer at håndtere og laste møllevingerne. Projektet inkluderede også en sending komponenter fra Taicang i Kina til Akita i Japan”, siger Bjarke Riber Nielsen, som er forretningsudvikler hos Blue Water APAC.
I Blue Waters del af arbejdet indgik lastning og losning i havnene, heriblandt også omlastning til trailere og aflæsning på oplagringsområdet samt levering af kraner til arbejdet. Blue Waters erfarne Supercargos overvågede alle operationer i havnene og på oplagringsområdet.
”Som en naturlig konsekvens af vores involvering i disse projekter er vi blevet meget erfarne i at udarbejde de bedste stuveplaner til de fartøjer, som fragter komponenterne. Vi har vores egne stevedorer og ingeniører, som sikrer, at alt bliver planlagt og udført til punkt og prikke”, siger Bjarke Riber Nielsen.
Blue Waters solide forhold til de forskellige skibsoperatører, har gjort firmaet til en foretrukken partner indenfor vindindustrien. Det unikke tracking-system, som Blue Waters egne IT-specialister har udviklet, giver også kunderne mulighed for at følge alle led i transporten.
Kilde: Blue Water Shipping