Boat-In-A-Box kommer i en Solas-version
Den danske redningsbådsproducent Xervo, der har stor succes med deres Boat-In-A-Box redningsbåd - der er udviklet i samarbejde med Maersk Drilling til at matche NORSOK R-002 standarden – lancerer nu en SOLAS-version af den specielle redningsbåd.
”Vi har bygget virksomheden op omkring en klar sikkerhedsfilosofi om, at en enkelt sikkerhedsbrist aldrig må føre til en farlig situation. På det fundament har vi haft held og dygtighed til at udvikle et livbådssystem, der i al beskedenhed ikke findes sikrere på markedet. Vi vil ikke gå på kompromis med den filosofi, men vi kan bruge erfaringerne til at lave et system , der lever op til SOLAS-kravene og mere til, og her mødte vi stor interesse fra nøgleaktører på OTC i maj”, siger Esben Juul Sørensen, CEO i Xervo.
Udmeldingen kommer i kølvandet på OTC i Houston, hvor Xervo havde drøftelser med en del interesserede selskaber, der ønsker at drage nytte af den knowhow, som Xervo har opbygget i udviklingen af Boat-In-A-Box.
”For os handler det ikke om at lave et livbådssystem, der overholder en række minimumsstandarder. Vi baserer designet til den enkelte opgave på en risikobaseret tilgang, hvor vi afdækker de risici, der kan være i et givent projekt, og sammen med kunden sætter vi det ønskede sikkerhedsniveau”, siger Esben Juul Sørensen.
Xervo er allerede langt i udviklingsarbejdet af SOLAS-redningsbådssystemet, og Esben Juul Sørensen forventer sig meget af det nye system ovenpå de dialoger, han havde under OTC.
”Rederne udviste stor begejstring for vores engagement i deres medarbejderes sikkerhed, og de kan se en stor fordel i at kunne trække på den viden, vi har opbygget gennem en række succesfulde projekter. Det har ført til en hel del værdifulde produktoptimeringer, som betyder, at vi nu kan levere en meget sikker, men stadig særdeles omkostningseffektiv løsning til kunderne”, siger direktøren.
Kilde: Xervo