Danske Everfuel på vej med ny brint-leverance
Brint-leverandøren Everfuel har indgået en foreløbig samarbejdsaftale om leverancer af brint til et ikke navngivet norsk-tysk shipping selskab til en ny zero-emission løsning for skibe, oplyser Herning-selskabet. Målet er at starte leverancerne til det første skib i starten af 2023.
Ifølge den foreløbige aftale – et Memorandum of Understanding – skal Everfuel være ansvarlig for at levere brint, inklusiv planlægning, installation og drift af en ”optimeret, skalerbar brændstof løsning".
Intentionen er at etablere en egentlig kontrakt for længerevarende leverancer af brint til den endnu hemmelige partner, der har et mål om at blive blandt Europas førende nul-udledende shipping selskaber.
Fra start er det forventningen, at det første skib vil forbruge omkring 1 ton brint dagligt.
”I dag er skibe primært drevet af dieselmotorer, der er stærkt forurenende. Et enkelt stort containerskib kan udlede lige så meget svovl til luften, som 50 mio. biler på et år. At skifte til nul-udledende løsninger, vil gøre en stor forskel. Vi ser frem til dette samarbejde om banebrydende grøn skibsfart drevet af brint fra Everfuel,” siger Jacob Krogsgaard, administrerende direktør for Everfuel.
Ifølge Everfuel er selskabet velpositioneret til at levere maritime brændstofløsninger på tværs af Skandinavien og Europa. Fra starten skal brinten dog leveres fra selskabets fabrik i Fredericia.
Kilde: Everfuel