Eksterne brandfolk om bord på Marie Maersk
Branden på containerskibet Marie Maersk, der opstod den 13. august under sejladsen fra Rotterdam mod Asien, er endnu ikke helt slukket. Skibet ligger ud for Liberias kyst, hvor eksterne brandhold nu er gået om bord for at assistere besætningen.
Omfanget af skader på Marie Maersk er fortsat uklart.. Foto: A.P. Møller - Mærsk
”Det eksterne brandmandskab er om bord på Marie Maersk og bekæmper aktivt ilden sammen med skibets besætning. Branden er inddæmmet, men endnu ikke helt under kontrol, og et havnerefugium overvejes stadig,” oplyser Maersk ifølge Maritime-Exccutive.
Over weekenden lykkedes det besætningen med hjælp fra slæbebåde og et offshore supplyskib at forhindre ilden i at sprede sig yderligere. Alle 23 besætningsmedlemmer er i god behold, og skibet er fortsat stabilt med fuldt funktionsdygtigt maskineri og navigationssystemer.
Marie Maersk er bygget i 2013, sejler under dansk flag og har en kapacitet på 19.000 TEU. Maersk oplyser, at man er i tæt kontakt med kunderne om status på deres containere, men omfanget af skaderne er endnu uklart.
-emte