Elfærger får backup-system fra Nordhavn
Nordhavn Power Solutions skal levere generatoranlæg til Molslinjens to nye elfærger, der skal bygges på Cemre Marin Endüstri i Tyrkiet, oplyser selskabet i en pressemeddelelse. Den specialbyggede løsning skal fungere som backup for færgernes batteripakker.
”Der er ingen tvivl om, at vi føler os privilegeret over at være valgt som leverandør til dette specielle projekt for Molslinjen,” siger Jørk Rudolph, CSO i Nordhavn Power Solutions.
Løsningen består på hver af færgerne af fire styk SGASI 16-07S, IMO Tier III generatoranlæg, der kun skal i brug, hvis færgernes batteripakker fra svenske Echandia fejler. De to færger, der skal indsættes på henholdsvis Samsø-Kalundborg og Bøjden-Fynshav, er designet af OSK-ShipTech og skal være klar til levering i 2024.
Kilde: Nordhavn Power Solutions.