Godkendelse på plads: Staten køber 7 nye redningsfartøjer
Efter et langstrakt forløb har Folketingets Finansudvalg nu godkendt indkøb af syv nye redningsfartøjer af typen Danish Rescue Vessel til levering i perioden 2026-28.
Redningsfartøjet Emilie Robin er et af de fartøjer, der er mere end 35 år gammelt.. Foto: Forsvaret/Claus Olischer
Kystredningstjenesten kan nu se frem til at få tilført syv nye fartøjer til afløsning af en del af de gamle nedslidte fartøjer, hvoraf flere er mere end 35 år gamle, og det glæder Torsten Schack Pedersen, der er minister for samfundssikkerhed og beredskab:
“Jeg er enormt glad for, at jeg i dag kan fortælle, at der anskaffes syv nye redningsfartøjer. Kystredningstjenesten i Beredskabsstyrelsen yder en vigtig indsats på havet, hvor de hjælper skibe i havsnød, med eftersøgninger og i forbindelse med drukneulykker. Det har høj prioritet for mig, at Kystredningstjenesten får nye og bedre fartøjer, som kommer til at gøre en forskel for Kystredningstjenesten og ikke mindst for dem, som skulle være så uheldige at ende i havsnød,” lyder det i en udtalelse fra ministeren.
De syv nye fartøjerskal operere i Kattegat ud fra eksisterende redningsstationer i henholdsvis Skagen, Østerby, Anholt, Grenå, Gedser, Rønne og Nexø, fremgår det af aktstykket, der nu er godkendt af Finansudvalget.
Den samlede pris for de nye fartøjer er 341,4 mio. kr.
Allerede tilbage i 2019 besluttede Forsvarsministeriet, at forny Kystredningstjenestens flåde med nye, moderne fartøjer.
Det handlede om i alt 33 nye fartøjer, hvoraf de 13 er anskaffet. Nu kommer yderligere syv til, mens de resterende planlægges anskaffet senere, fremgår det af aktstykket.
-emte