Ny færge til Det Irske Hav får rotorsejl
Stena Line har indgået en aftale om levering af to Norsepower Rotor Sails til en ny methanol-hybrid ro-ro færge, som rederiet tager levering af i fjerde kvartal fra Jinling Weihai-værftet i Kina, Færgen vil blive indsat på Det Irske Hav mellem Belfast og Heysham.
Foto: Stena Line
"Disse sejl udnytter vindkraft til at yde ekstra fremdrift og dermed reducere brændstofforbrug og emissioner. Innovationer som denne er afgørende for at fremtidssikre vores flåde og nå vores klimamål”, siger Dennis Tetzlaff, Chief Operating Officer Fleet hos Stena Line.
Færgen har en længde på 147 meter, og udstyres med to 28x4 meter Norsepower Rotor Sails. Systemet forventes at reducere brændstofforbruget med op til 9 procent på den planlagte rute.
"Vi er beærede over at samarbejde med Stena Line, en virksomhed, der har været en pioner inden for bæredygtig skibsfart. Dette partnerskab understreger både Norsepowers produkters pålidelighed og kvalitet samt Stena Lines mål om at reducere CO₂-udledningen med 30 procent inden 2030”, siger Heikki Pöntynen, CEO for Norsepower.
Stena Line driver godt 40 skibe og 20 ruter i Nordeuropa og Middelhavet. Rederiet gennemfører 25.700 overfarter om året.
-mauh