Esvagt vinder stor havvind-kontrakt i USA
Danske Esvagt har vundet en 15-årig kontrakt med Siemens Gamesa om at servicere den største havvindmølle park i USA og har dermed fået et vigtigt gennembrud på det amerikanske marked. Milliard-kontrakten er vundet af selskabets joint venture, Crest,der ejes sammen med Crowley.
Kontrakten betyder, at Crest skal levere og operere et Service Operation Vessel, der skal servicere vindmølleparken Coastal Virginia Offshore Wind på den amerikanske østkyst. Og den hører til blandt de allerstørste i Esvagts historie, skriver selskabet i en pressemeddelelse.
“Denne kontrakt repræsenterer en betydelig milepæl i vores bestræbelser på at kopiere Esvagts førende position på det europæiske havvindmarked på udvalgte internationale markeder, efterhånden som de udvikler sig,” siger Søren Karas, Chief Strategy and Commercial Officer.
Nu skal CREST i gang med at få bygget fartøjet, der skal være klar til indsættelse i 2026. Esvagt oplyser ikke noget om kontratens samlede værdi, men kalder den overfor ShippingWatch en “multimilliard-kontrakt”.
Esvagt startede joint venture samarbejde med Crowley i marts 2021 for derigennem at få mulighed for at komme ind på det amerikanske marked, der er beskyttet af Jones-Act lovgivningen.
Loven, der stammer fra 1920, betyder bl.a., at det kun er amerikansk-flagede skibe, ejet af amerikanske selskaber, der må sejle fragt mellem amerikanske byer eller - som her -
servicere en amerikansk havvindpark.
-emte