Få patienter på amerikansk hospitalsskib
US Navy´s hospitalsskib USNS Mercy har forladt Los Angeles, hvor det har været stationeret siden slutningen af marts for at aflaste det lokale hospitalsvæsen under Coronakrisen. Men kun få patienter er blevet behandlet om bord.
Der er 1.000 sengepladser på hospitalsskibet USNS Mercy, der ankom til Los Angeles den 27. marts for at være til rådighed for de ikke-covid-19 patienter, der ikke måtte være plads til på byens hospitaler under Coronakrisen.
Men blot 77 patienter blev behandlet på skibet under dets syv uger lange ophold, der sluttede den 15. maj, da skibet satte kurs mod basen i San Diego, hvor det hører hjemme.
Omkring 60 af skibets sundhedsfaglige ansatte vil dog blive for at bistå sundhedsvæsenet i Los Angeles.
Mercy´s søsterskib USNS Comfort, var tidligere indsat i New York, hvor det nåede at behandle i alt 182 patienter, heraf 70 Covid-19 smittede.
Kilde: gCaptaon