Helikopter redder 10 fra grundstødt skib
Tirsdag den 6. marts gik fragtskibet Betanzos på grund nær Lissabon, ud for Bugio-øen i Portugal. 10 besætningsmedlemmer blev evakueret med helikopter på grund af tiltagende storm i området. Nu er der kommet en video af redningsoperationen.
Skibet var på vej fra Lissabon til Marokko, da det grundstødte efter mekanisk svigt. To dage senere blev mandskabet evakueret. Det skete på grund af kraftig blæst og bølger, der begyndte at bryde ind over det nødstedte skib, som det ses i videoen.
Skibet havde ikke lidt større skade ved hændelsen og der var ikke opstået huller i skroget. Om morgenen den 16. marts blev fragtskibet slæbt af grunden og bugseret til Lissabon.
Redaktionen